406
om Aftnerne; han dansede, han var til Karneval, til Maskerader, han var svært optaget. Alligevel vidste Urtekræmmeren Besked om Dagens Gerning deroppe; han smiskede, kneb Øjet til, han havde mødt »Modeller« paa Trappen, han havde ogsaa engang faaet Lov til at stikke Hovedet ind ad Døren deroppe — og det havde været interessant at se det store Lærred paa Staffeliet — en Gliedermann paaklædt som Dame — Dameklæder, brogede Stoffer, et helt Karnevalskostume flydende omkring over Stole, paa Sengen — Alt i den skønneste Uorden — »saadan som nu de Herrer Kunstnere skal ha’ det!«
Christensen vidste intet, brød sig ikke om at vide noget. Saa mødte han Landskabsmaleren, der var blevet baade tyk og graa. Det var længe siden de havde talt sammen.
Naa Du Gamle! Ja, Tiden gaar; hvad skal man sige! Ellers kan Du tro, at vi havde brillant Kostumebal hos Konsulens. Du skulde set Karsten — og den smaa Frøken Adelaide! Det kunde blive et Par! For den Sags Skyld var det da ikke første Gang, at en Maler havde snuppet en rig Pige — og det er s’gu sløje Tider, meget sløje Tider for os alle — men Du mærker det kanske ikke saadan! Naa, lad ham bare hænge i! Nu vil han jo udstille. Men det véd Du naturligvis! Ikke? Jaja, véd Du hvad, der er nu noget ved de Unge, som — som man s’gu maa gaa ind paa …. saadan lidt af begge Dele …. for ellers sejler de En
