409
hun nikkede ligegyldig til Christensen — som tog Hatten af — og gik ned.
Han bankede paa Døren og gik ind.
Foran et stort Lærred — Drejl, udmærket Drejl — stod Monsieur Karsten i en Kittel, der ganske lignede »Professionsblusen«, saa tilsmurt og stiv af Farve var den. Han gjorde aabenbart Sit, for at vise, at det var de store Koloristers Æra, som nu begyndte.
Paa en Stol stod en aaben Malerkasse med lutter udklemte Tuber. Over Kassen laa et Dusin Pensler med Skafter paa godt og vel fem Kvarters Længde. Selv stod han, ligesom raadvild, foran Staffeliet og prøvede en smidig Klinge af en fransk Palletkniv — saa bred som en lille Murer-Ske — mod Neglen af sin Tommelfinger.
Christensen bukkede med udsøgt Høflighed for ham, flyttede en Stol hen i tilbørlig Afstand fra Billedet, satte sig, og saa’ ……
Han saa’ ind i et Værelse, skraat affaldende Væggepanel, et enkelt Vindu, hvorfra den graahvide Morgendæmring sivede ind og søgte at gennemtrænge Rummet. Ligeoverfor Vinduet befandt sig en Dør; midtvejs mellem denne og Vinduet en Seng. Paa Sengen laa en ung Pige — klædt i et broget Karnevalskostume — saakaldet Karakterdragt, ubestemt hvilken. Den unge Pige sov. Det blege Ansigt var vendt lige imod det blege Dagskær. Det mørke, tunge Haar var udslaaet til den ene Side over den hvide Hovedpude. Et brandgult, folderigt, frynset Silkeshawl
