411
Saaledes var Billedet.
Christensen rømmede sig og spurgte:
Hvad er det? Hvad har Du tænkt Dig at det skulde forestille? Hvad er din Mening dermed? —
Karsten — som havde Sveddraaber over Panden, og som i Distraktion forsøgte at fjærne dem med Palletkniven — svarede:
Det — det er — det skulde være — noget ud af Virkeligheden! —
Jasaa! —
Med dette lille Ord skubbede Christensen sin Stol tilbage, rejste sig, gik hen til Billedet og undersøgte, det nærmere. Saa indtog han atter sin Plads, satte sig tilrette i Stolen, trak en Cigar frem, tændte den og gav sig til at ryge.
Aldrig havde Karsten tænkt, at man kunde være saa længe om at faa en Cigar frem, faa den tændt, og faa sig selv til at ryge paa den. Han betragtede ufravendt den brændende Svovlstik, som laa længe glødende i Spyttebakken. Det forekom ham, at han kunde mærke Gløden under sine egne Fodsaaler.
Christensen sagde:
Du venter, at jeg skal ytre mig om dit Billed. Det var nemt nok gjort. Jeg kunde jo bare sige Dig, at jeg — naturligvis — aldeles ikke synes om det. Aldeles ikke!
Det vrimler af Tegnefejl. Det vrimler af Forholdsfejl. Der er næppe én Forkortning, som er rigtig, og næppe én Ting, som er paa sin
