415
For os, mere end for de fleste Nationer, Tyskerne maaske undtaget, gælder det, at vort Studium efter Naturen forbinder sig med et indre Valg: vi kunne gerne stræbe efter at blive Kolorister, og vi have, paa Grund af den foregaaende Magerhed, en Pligt til at stræbe imod Farve, Lys, Tone — men saa bliver det netop Tonens, Lysets, Farvens Sjælfuldhed, det mystiske Noget, Maleriets Poesi, som bortsét fra Æmnet stemmer Tilskuerens Sind til Glæde, til Rørelse, til Medlidenhed, til Sorg, til Henrykkelse, til Indignation eller Modsigelseslyst — til Alt, undtagen til denne klamme, isnende, ubehagelige Fornemmelse af en Fotograf, der behager at spille Kunstner!
Ser Du, Karsten; dit Billed dér opfordrer mig til at tage en af dine lange, store, brede Pensler — eller din franske Palletkniv — og smøre dit Billed med hele Pallettens Indhold over paa kryds og tværs — ikke fordi det er et umodent Arbejde af en Fyr, der er løbet for tidlig af Skole …. hvori jeg kan være medskyldig … men fordi det hverken er sét eller tænkt ud af nogen indre Trang — ikke fordi det pretenderer at fremstille en Situation, som Filistrene kunne rynke paa Næsen ad … det er Pokkers ligegyldigt, hvad Filistrene siger eller gør …. men fordi det er en flad, dum Historie, en Katzenjammerpoesi af den moderne Slags, der virker irriterende, fordi den er slap. Intet skulde jeg have haft imod — ja jeg skulde endog
