416
have applauderet — hvis Du havde sparket til Filistrene — selv om Du havde gjort det paa en ungdommelig, ubehjælpsom Maade. Men naar man ikke har noget Stof i sig til en Jan Steen, til en Hogarth — saa skal man holde Fingrene fra Fadet og ikke grise sig til!
Jeg har aldrig opnaaet at kunne faa snakket et alvorligt Ord med Dig om Kunst. For nogen Tid siden gav jeg Dig en lille Pakke Optegnelser fra mine Rejser, og bad Dig læse dem igennem, for at vi kunde drøfte Sagen i Fællesskab, inden jeg sagde Dig min uforbeholdne Mening om Dig selv. Jeg kan godt forstaa, at Du ikke har kunnet afse Tid til at sætte Dig ind i mine Hjærteudgydelser. Jeg ser dem ligge her paa dit Bord, ligesaa omhyggeligt indpakkede, som da jeg gav Dig dem — og bedækkede med et meget sigende Lag Støv. Jeg stikker dem atter til mig, og Du skal ikke gøre Dig nogen Ulejlighed for Fremtiden. I denne Tid maa ethvert anstændigt Menneske leve for sig selv. Ingen Begejstring knytter os sammen, ingen dyb, fælles Trang til Ansporing eller Belæring — ud over Koteriets. Det er muligt, at jeg har været en daarlig Opdrager og en mangelfuld Lærer for Dig. I saa Henseende maa det tjene mig til nogen Retfærdiggørelse, at jeg selv har maattet slide og kæmpe mig til mit — saa smaat det end er blevet. Min Mening om Dig er denne: der er ikke Stof i Dig til en Kunstner! Hvis
