417
Du erkender det, og hvis Du endnu vil gaa i Lære — saa skal jeg sørge for, at Du bliver en dygtig Xylograf eller Lithograf. De Folk er der bart om og Brug for. Ja, om Du vilde blive en hæderlig, samvittighedsfuld Fotograf — jeg skulde ikke have noget derimod. Blot ikke .….!
Her bankede det paa Døren. Karsten blev blussende rød og saa’ usikkert hen paa Christensen. Det bankede atter — og Postbudet i den røde Frakke stod paa Dørtærsklen, bukkede og rakte Karsten et Brev; hvorefter den røde Frakke atter forsvandt.
Naa; sagde Christensen. Formodenlig en Indbydelse? Han var slaaet over i en lettere Tone. Han syntes muligvis, at han havde været for hidsig.
Karsten stod med Brevet i Haanden, usikker, endnu benouet efter den Skylle, som var gaaet over hans syndige Hoved. Atter keg han imod Døren. Han saa’ knap paa Brevets Udskrift, drejede det blot mellem Fingrene og kastede det sluttelig hen i Malerkassen ved Siden af Adoptivfaderen.
Det var et stædigt Brev; det vilde ikke blive liggende — det faldt ned — Christensen tog det op og saa’ ligegyldig paa det.
»Haster«! sagde han, og vilde med sit gamle Smil række det til Karsten. I det samme gled hans Blik over Poststemplet — og atter
27
