423
Saa smilede han, greb en af Karstens lange Pensler og hans Pallet, og sagde:
Jeg kan formode, at Damerne er kommen, for at tage min Adoptivsøns Udstillingsarbejde i Øjesyn? Tillad mig at forevise Dem Billedet! Det forestiller en ung Mand, som er gaaet i sig selv — i den Grad, at han er lige ved at gaa tværs igennem Døren ud paa Gangen — af Ruelse over at have begaaet et saadant Mesterværk! Den unge Dame dér ligger paa lit-de-pa-rade. Hun vil aldrig vaagne mere!
Jeg selv er kommen herop for at censurere Arbejdet. Og her sætter jeg mit Censor- Kryd! …….
Hurtig dyppede han Penslen paa Palletten, æltede den godt i alle Farver, og slog to, tre, fire vældige Streger tværs over det udmærkede Drejl.
Min Gud! udbrød Konsulinden.
Mama! raabte Frøken Adelaide, som var traadt bagved Moderen og havde nærmet sig Døren, hvorfra hun afvekslende saa’ paa den ubevægelige Karsten og paa den »gale« Mand foran Staffeliet.
Christensen kastede Pensel og Pallet fra sig, bukkede dybt, og sagde, idet han pegede paa Karsten:
Tillad mig derpaa, mine Damer, at forestille Dem min Adoptivsøn, Karsten Feldmann Christensen. Han har just betroet mig, at han allerede i nogen Tid har været hemmelig for-
