426
Han følte saadan mærkelig Kløe i Fingrene. Den Fyr dér opad Døren, han maatte først og fremmest helt ud! Og ud kom han.
Det morede ligefrem Christensen at bruge Farver og Pensler, at skrabe med Kniven, gnide med Klud, tjære paa, mixe en »Grund« sammen af Robertsons Medium og Elfenbenssort. Men Grunden blev for mørk, for død. Døren kom frem igen; Fyren derimod var forsvunden. Forgrunden fik en Overhaling — og Turen kom til den i Kostumet hvilende Skønne. Hvad skulde man gøre med hende? Lade hende forsvinde — søge en ny Model? …
Christensen sad en Timestid og »bixede« og røg, røg og bixede. Det var jo blot for Morskab, dette.
Hun blev værre og værre. Han kylede Pallet og Pensler, gik op og ned ad Gulvet, rygende, gestikulerende, smaamumlende: Jeg vil …. jeg vil give ham Revanche — mig selv Revanche …. Drengen har gjort mig til Maler! —
Saa standsede han …. Jo, en Model! den unge Pige! Sangerinden!
Men først maatte han have en Assistent til at besørge Tegneskolen. Han gik nedenunder og skrev nogle Linjer til en Bekendt, en af dem, der kæmper i Skyggen, en brav Slider, med Hareskaar og uden Illusioner. Ogsaa han havde engang drømt Kunstnerdrømmen — og resigneret.
