427
Saa ud til Modellen!
Den gamle Kone lukkede op: Frøkenen var ikke hjemme; hun var rejst bort med en Officer!
Med en Officer! gentog Christensen, da han gik ned ad Trapperne. Med en Officer — naa ja, naturligvis med en Officer! Hvad skulde hun vente paa mig for? Hun kunde da ikke formode, at jeg endelig var bleven helt gal!
Og nu begyndte han en Jagt paa Modeller.
Han saa’s paa alle mulige offentlige Steder, paa Promenader, i Privattheatrene, i Circus, overalt, spejdende, agtpaagivende, tiltalende, tiltalt.
Naar han blev opdaget af tidligere Kammerater, eller af de yngre Kunstnere, Karstens Venner, saa stak de Hovederne sammen, lo, trak paa Skuldrene: Nu begynder han ogsaa! …
Han bemærkede alt og brød sig om intet. De kunde jo dog ikke vide, at han færdedes her, for at oprette Karstens gode Navn og Rygte — som Maler.
Derhjemme i Huset begyndte det at hedde sig, at Christensen »arbejdede« oppe paa Atelieret.
Hørkræmmeren saa’ meget videbegærlig ud, Urtekræmmeren smiskede og fnisede. Der kom de mest forskellige Damer opad Trappen; de fleste kom meget hurtigt ned igen.
