Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/439

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

428

Det er slet ikke saa nemt at finde »Modeller«  herhjemme. Det havde Christensen maattet erkende allerede som ung. Og allermindst er det nemt at finde en passende Model for et Billed, som endnu er i Embryo.

Han havde ingen »Idé« — og han havde altfor mange. Billedets oprindelige Plan — med det indbrydende Dagskær, med Sengen, med den Sovende — blev beholdt af en Slags Pietet. Men der skulde en Figur til, en mandlig, og denne skulde staa i en vis Vekselvirkning med den kvindelige, i en Tankens og Ideens inderlige Forbindelse med den Soveude. En Komposition skulde der. Og der blev tænkt idealistisk og realistisk, gjort Udkast, Skitser — smurt over, begyndt forfra. Lærredet bugnede af Farve; Figurerne kom og forsvandt, Modellerne kom og forsvandt. Endnu var den Fugl Phønix ikke opstaaet af sin Aske. Og tilsidst var begge Figurerne forsvunden — kun Rummet, dct indbrydende Dagskær og Sengen var tilbage.

Christensen stønnede, kilede paa, røg, slettede ud, gik lange Aftenture, laa halve Nætter vaagen. Og om Morgenen kunde man finde ham paa Stolen foran Lærredet, med sit Hoved i begge Hænder, mumlende:

Aa Gud, hvor det er svært at være Maler!

Thi det var Farven dennegang. Den maatte kunne findes!