31
men man kunde dog læse den store hvide Papkarton, der var naglet til Dørfyldingen med Tegnestifter. Alt her var »Tegne» — og naar Døren aabnedes, og man traadte ind i det aflange Trefagsværelse, saa fik man et absolut alvorligt, blyants-kedeligt, et maaske lidt irriterende hæderligt Indtryk af denne Kunstens Forgaard, Ørkenen, der skulde gennemvandres af unge Mennesker, inden Kanaans forjættede Land dukkede frem med sine duftblaa Bjærge, sine skyggefulde Lunde, rislende Kilder, Floder med Mælk og Honning … kort sagt, her sled man i Tøjet som ordinært Tegne-Uhyre langs tre aflange, sortmalede Borde, oven over hvilke der hang støvede Petroleumslamper med flade, sortmalede Blikskærme. Den store Dag vilde jo nok oprinde, hvor Paletten — o Paletten! — som et himmelfaldet Skjold, straalende i alle Regnbuens Farver, skulde sættes over den venstre Haands Tommelfinger, medens de andre Fingre lidenskabelig knugede sig om Penslerne — Børste- eller Marderhaarspensler, Fordrivere og Hornspartlen, eller det polerede Træskaft paa Paletknivens jomfruelige Klinge! …
Forfængelige Haab. Kun faa var de unge Genier, for hvem denne Dag oprandt. Hos de allerfleste af den simple Grund, at de ikke holdt ud saa længe i Hr. Christensens Tegneskole. Han stod ubøjelig strængt paa visse Fordringer om Jærnflid, Nøjagtighed, Kærlighed til selv de tørreste Opgaver, Han havde ingen saliggørende Dogmer om en bestemt Manér. Enhver kunde
