429
Da Foraaret rigtig var i Gang, og da der var Udstilling, var Christensen ikke paa Udstillingen, men stadig paa Atelieret.
Han var bleven afmagret; hans Haar var nu ganske graat; han havde ladet Skægget gro, han forsømte sin Klædedragt, spiste lidt, drak en Mængde Vand, røg mange smaa, korte Piber med stærk Tobak — han lignede nærmest en Alkymist, en absolut »Forhenværende«, som søger de Vises Sten.
Saa paadrog han sig, en Majnat, da han havde vanket omkring i Ruder-Skov, og set paa Ellepigedans, og kørt paa aaben Vogn hos en Fragtmand, og »bedet« længe med ham i Store-Vibenshus, og drøftet Kunstfilosofi med en Politibetjent opad en Løgtepæl … saa paadrog han sig en stærk Forkølelse.
Han kom hjem, rystende af Kulde. Han sad hele den næste Dag oppe paa Atelieret, han havde Model, men malede ikke; der blev sendt Mad op til ham, han rørte den ikke. Om Natten kunde han ikke sove for en brændende Hovedpine; da han stod ud af Sengen om Morgenen, løb Stuen rundt med ham. Den gamle Pige kom ind med The — han sendte hende ud efter en stærk Kop Kaffe. Hun kom tilbage; han klagede over, at hans Tunge var tør som et vissent Blad, hans Hoved var tungt, og et hæftigt Sting igennem Bryst og Ryg tvang ham til at krumme sig.
Hun saa’ forskrækket paa ham. Han bad hende beholde sin Forskrækkelse hos sig selv
