431
en sær Afstand fra ham. Smærterne i Bryst og Ryg blev af og til ulidelige. De bredte sig ligesom i en Vifte — og han var undertiden nær ved at miste Vejret.
Utaalmodig var han, som alle Mænd. Men naar Smærterne havde naaet Højdepunktet og atter var ved at mindskes, følte han en lille fast og tillige blød Haand, som tog om hans. Og igennem en Mængde Taage og Hallucinationer — f. Ex. den, at han malede paa fem forskellige Stykker Lærred paa én Gang — eller at han sloges med Karsten ude i et plumret Vand, og at Karsten var ved at kvæle ham — eller at han sad foran en Seng, hvor en ung, bleg Pige laa og saa’ paa ham med lukkede Øjne, medens hun stønnede: Mo’r — aa Mo’r! …. følte han et varmt, lysende, roligt og klart Blik, der vedblev at være over ham, uden at han kunde se, hvorfra det kom.
Og en Gang hørte han en fremmed mandlig Stemme, som sagde: Krisen nærmer sig … Frøken! —
Og da var det varme, lysende Blik tæt over ham — og disse Øjne vare fulde af Taarer.
Saa var det ligesom om han en Dag vaagnede. Og der sad en meget blond Kvinde, med askefarvet Haar, rolig smilende ved hans Seng og gav ham noget ind med en Ske. Han sank
