Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/443

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

432

det med Besvær — men nu kunde han løfte Hovedet halvt op fra Puden. Han saa’ ind i et Spejl … hvordan mon det var kommet dér! … og han saa’ sig selv — næsten uigenkendelig. Men den blonde Kvindes Øjne blev helt blanke, og hun rejste sig, støttede den ene Haand slet paa hans Sengetæppe, og vendte sig halvvejs bort, medens der kom en fin Rødme — ligesom triumferende — over hendes Kind. Han smilede; han syntes, at det var et Æventyr, at han laa her.

Da kom der atter en Taage. Noget gled bort igennem Stuen. Han stirrede derhen imod. Det var et Ansigt bag et Drapperi — et skindmagert, knoglet Ansigt, med et stramt Smil, ligesom i Skuffelse — med Plads til to store, dybe Øjne. Og en frygtelig mager Arm og Haand samlede det mørke Drapperi sammen — ligesom en Patient samler en Slobrok sammen om sin slunkne Krop — og igennem Stuen gled denne Mand lydløst, stadig med det stramme Smil .…. og i dette Smil laa al Bitterhed, Ironi, al Livets Selvopgivelse.

Farvel, min Ven! —

Dagslyset skar Christensen i Øjnene. Han lo højt — syntes i det mindste selv, at han lo højt med en befriende Følelse af Lykke, Foretagelsesaand, mandigt Velvære — og saa faldt han rolig tilbage paa Puden. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —