Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/444

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

433

Det følgende Aars Udstilling i den ny stadselige Bygning var særlig interessant. Alle var enige derom; og det var længe siden at man havde været enig om noget.

De Yngre — endog de Yngste — havde præsteret dygtige Arbejder; der var nogle, om hvem man kunde sige, at her havde vor Skole virkelig faaet sit Gennembrud (naturligvis blev det ogsaa sagt) — og der var en Del, som man med Rette maatte kalde lovende.

Skade kun, at Tiderne skulde være bleven saa daarlige! Thi Kunst kan nu engang ikke undvære de »gode« Tider — hvad saa vi Andre kan eller ikke kan.

De Ældre havde taget sig svært sammen. Og vilde man ikke være hastig og ubillig — som Ungdommen nu desværre engang maa være, for i det hele taget at kunne være — saa var der meget at rose her, meget at glæde sig over: Det er endda tilsidst slet ikke nemt, at være bleven ældre og dog at skulle præstere, være skabende, være frisk!

De forskellige Organers Anmældere gik der. De søgte at være saa »upaavirkede« som muligt. Og Kunstnerne paa deres Side søgte — naturligvis loyalt — at paavirke, saa godt de kunde. Det er slet ikke nemt, og alt andet end behageligt, at være Anmælder. Man har sin Reputation. Sætter man den ivove for et og andet »Princip« — saa faar man i Reglen Utak af Flertallet. Er man lemfældig — saa hører ingen paa En. Er man

28