435
Det nyankomne Billed syntes at genere sig lidt ved Nabo- og Genboskabet. Det ligesom trak sig beskedent tilbage — men det var ogsaa lidt tungt i Tonen, ikke ganske egalt i Farven — der var nogle Pletter, som ikke alene hidrørte fra den indslaaede Olie — og man var lidt usikker overfor Behandlingen, der var bred nok — snarest for bred — men uden den Tillidsfuldhed i sig selv, som overlegen Teknik, mange Aars Erfaringer og — en Række Succes’er forlener et Arbejde med.
Men visse Timer paa Dagen, naar Ovenlyset i Lokalet var roligst, begyndte dette Billede at tage sig op. Der arbejdede sig et besynderligt, et indre Liv kunde man sige, ud igennem den stærkt nedstemte Tone, hvor Virkningen af et Dagskær fra et enkelt Vindue nærmest rettede sig mod en enkelt af Billedets tre Figurer. Tre Figurer — siger vi? Der var nok egenlig kun to: en Mand paa henved de Halvhundred, som ligger paa Sygesengen — dygtig medtaget — og dog med noget Friskt i sig — noget, der ligeledes syntes givet ud igennem en indre Aarsag. Sygesenge og Sygebilleder plejer oftest at være, eller blive, sentimentale. Ikke her! Om det nu laa i denne Kvinde — saadan paa noget over de Tredve — som staaende oprejst ved Sengen, med den ene Haand let støttet mod Sengetæppet, drejer Hovedet halvt imod Beskueren, halvt imod Baggrunden, medens hendes Opmærksomhed synes delt mellem den Syge og et »Noget« i
28*
