438
Han strakte Haanden frem, trykkede Christensens hjærteligt og sagde:
Til Lykke! Men næste Gang lader vi Døden blive inde i Klædeskabet. Ikkesandt? —
Som om ikke Millet har malet Døden? svarede Christensen slagfærdig.
Aa ja — ja det er s’gu sandt — Millet! Det havde jeg glemt …! Og den unge Mand lo hjærteligt og tilføjede:
Ligemeget, hvad man maler. Men mal bare! —
Saa kom Landskabsmaleren med en hel Skare bag sig. Det var Mellempartiet, som rykkede frem.
Christensen kneb ud gennem en Sidedør. Da han kom nedenunder i Garderoben, gav Tjeneren ham hans Stok med et venligt og protegerende Buk. Og Christensen hørte, hvorledes Tjeneren nævnede hans Navn til Folk: Det er Christensen — ham, som har malet »Døden«!
Og Folk saa’ sig om efter ham.
Christensen gik over Akademigaarden. Det smilede indeni ham. Populariteten — saadan begynder den altsaa!
Men de véd ikke hvad det er for en Død, jeg har malet! Aa, de véd ikke, at jeg har haft noget paa Hjærte — at det er Livet, som begynder for mig — at jeg lever — at jeg er lykkelig — saa lykkelig, som jeg nu kan blive! —
Ude paa Torvet kom en af de alleryngste
