439
brasende for fulde Sejl. En ren Korsar. Han svingede Huen til Hilsen, imod Christensen.
Det kunde betyde: Han hører dog os til!
Det er Sommer, langt hen paa Sommeren. Augustsolen brænder ned paa den lille By bag store, optaarnede Skyer. Ingen Vind fejer Skyerne bort og bringer Luftning med sig. Men i en af Byens Baghaver, hvor der er Maler- og Lakererværksted, men hvor der ogsaa er et dejligt tæt, skyggefuldt Lindelysthus, sidder nogle Mennesker omkring det runde Bord.
Karsten i Professionskittel og med opknappet Vest. Han er bleven helt fyldig, næsten svær. Han bøjer sig ned og leger med en lille, krølhaaret Dreng, som trækker ham i Skægget. Ved hans Side sidder Kirstine. Hun har en ganske lille Pige ved Brystet — og Brystet er saa hvidt og saa stort og velformet, med en saa rigelig Livsens Kilde i sig, at en af Guido Renis dansende Horaer næppe vilde have det større og smukkere og rigeligere, om hun itide var bleven gift, eller i det mindste havde faaet sig en Mand.
Paa den modsatte Side af Bordet sidder Ivar Feldmann Christensen og kradser med en Blyant paa et Stykke Papir. Blyanten er meget blød; den kan næsten male,
Og Christensen morer sig til Tidsfordriv med »malerisk« at tegne Moderen og Barnet derovre.
