441
blader lidt utaalmodig et Par Sider om — og sætter et ufrivilligt stærkt, sort Mærke under Texten:
Aa, læs det! Gamle Buonarroti kunde ikke have skrevet det stort bedre! —
Hun læser smilende:
Denn der Mensch, der zur schwankenden
Zeit auch schwankend gesinnt ist,
Der vermehret das Uebel, und breitet es weiter und weiter;
Aber wer fest auf dem Sinne beharrt,
der bildet die Welt sich.
Saa begynder den Lille at skrige. Den vil have mere — som alle vi Mennesker vil.
Tør man forstyrre? spørger en fremmed — Landskabsmalerens — Stemme; og en Straahat skjuler den halve Indgang til »Familieteltet«.
Og Landskabsmaleren fortsætter:
Naa Du Gamle! Skal Du nu igen til at. mure dig inde? Hvem Fanden kan finde Dig i dine Afkroge! Jeg har været ovre i Klubhaven og bestilt de to store Borde til iaften — og Boller — Vinpunsch naturligvis — ikke Foreningspunsch! Alverden søger jo nu til denne Rede. Der er en af de rigtige Gamle; nogle af de Ældre — min egen Ringhed — nogle Kammerater — et Par af de Yngre — og en ganske Grøn — eller Rød er han vel! Vi vil hilse paa Dig — Du kneb jo bort inde fra Byen. — Alle Afskygninger giver Møde. Vi vil høre dit »Program«. Men først og fremmest vil jeg paa
