442
Festudvalgets Vegne spørge Dig, om Du vil komme? —
Christensen var staaet op. Han viftede sig med sin Hat:
Mit Program. Det er meget simpelt: Lad os være beskedne — lad os allesammen vente, til den rigtige Mester kommer — det vil sige Manden, som baade er stort Menneske, stor Aand og stor Tekniker — Lad os bare ikke bilde os ind, at vi …!
En ved Siden af ham trak ham i Skøderne.
Det var Helene.
Han nikkede, trykkede hjærteligt hendes Haand, og fortsatte:
Om jeg vil komme? Jagu’ vil jeg komme. Men jeg vil have allesammen her med mig — baade: Indviede og Uindviede. Altsaa …?
Jeg har carte blanche! sagde Landskabsmaleren og lo. Alle er indbudne! —
Karsten saa’ lidt usikker spørgende til Kirstine. Hun tog hans Haand, trykkede den og sagde: Aa jo — vi vil saamænd ogsaa møde. Nu gaar vi ind paa Værkstedet først — og ser til Drengene, der øver sig i at »aadre«!
Christensen pegede paa Helene:
Hun der maa nu i hvert Fald med! Hun skal passe paa, at jeg ikke kommer til at snakke over mig og sige Dumheder! …
Aa hvad det angaar — svarede Landskabsmaleren stadig leende … Du maa ikke glemme, at vi befinder os blandt Kunstnere!
