443
Og seende fra ham til hende, og sluttelig bøjende sig over mod Karsten, der havde sin Kone om Livet og sin Dreng paa Ryggen — spurgte Landskabsmaleren diplomatisk:
De To skulde da ikke være forlovede? —
Gift — Mord — Dolk — Frihedens Forlis — evigt Slaveri — Livsstraf: igaar holdt vi Bryllup! raabte Christensen triumferende.
Jeg har vovet det! Og nu skal vi se, hvad der kan komme ud deraf! sagde hans Hustru, og lænede sit Hoved smilende op imod sin Mands Skulder.
Christensen holdt hende omslynget i sine Arme — lidt forlegen, som om han ikke ret turde vise sine Kærtegn. Og han nikkede til den gamle Kammerat:
Beundrer Du ikke hendes Mod …. at tage én Kunstner? —
Pokker skulde alligevel være andet end. Kunstner — selv i disse Tider! var Landskabsmalerens Svar.
