Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

33

Skrueapparat, nogle store, med grønne Bændler omhyggelig tilbundne Mapper op ad Væggen, et smukt udskaaret Renæssance-Skrivebord — og for Resten ingen Ting.

Dette Værelse blev sjældent betraadt af nogen, — men man skottede med andagtsfuld Nysgærrighed derind. I en Roman vilde det sandsynligvis altid have været aflaaset. Nej; det var dog ikke Tilfældet. Hr. Christensen opholdt sig ikke derinde — endsige arbejdede dér. Han »arbejdede« kun i Tegnestuen.

Nogle Maaneder i Træk havde et ungt, begavet Menneske, en stakkels Krøbling, virkelig haft sin Plads derinde foran Staffeliet. Der var blevet presset Farver ud af Tuber paa den gamle, ovale Pallet; et Lærred var blevet grundet, anlagt, paabegyndt — men saa havde ogsaa denne Elev forladt sin Lærer i Utide, for ikke at vende tilbage mere. Muligvis en Murillo? en Ribera i det mindste? — eller en Ostade? En Mulighed var han. Men Døden havde aabnet ham sin store Port, og han var gaaet ind til Evigheden, hvor Ribera og Ostade findes.

Siden den Tid var Atelieret forblevet i sin støvede Tilstand. Man betragtede det som en Slags syvende Himmel. Man haabede lønlig derpaa, som vi allesammen haabe paa Udødeligheden — til Trods for vor Ufuldkommenhed og Uværdighed.

Christensen passede sin Tegnestue. Den havde Ord for Strænghed, Hæderlighed, om just ikke

3