Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

34

for synderlig Morskab. Deraf fulgte, at der ogsaa kom Damer her, unge Piger, som skulde tage en Lærerindeexamen, eller ældre Piger, som havde taget deres Examen, og som nu vilde videre uddanne sig. Læreren behandlede dem ens; høflig, faamælt, uden at opelske Illusioner af nogen Art hos dem. Naar de lod Ordet »Kunst« falde, saa trak han paa Skuldrene, eller saa’ med sammenkneben Mund ud gennem en af Ruderne op i den blaa eller graa Luft. Det var da ogsaa kun yderst sjældent, at de kom tilbage til Ordet Kunst — i det mindste i hans Nærværelse.

Saa optraadte her sporadisk nogle Aspiranter til Søofficersskolen; thi de paagældende Avtoriteter mente nu en Gang, at en Søofficer burde kunne tegne — i hvert Fald en Landkending.

Ogsaa var der en enkelt, ældre, pensioneret Landkaptejn, som dog vilde have Tiden til at gaa med noget. End videre et Par Handelsbetjente, der for Øjeblikket var uden Emploi, og som senere dukkede op som Illustratorer ved Vittighedsblade, der ikke var saa vittige, hverken i Text eller Tegninger endda. Hertil kom i Ny og Næ en Løsgænger, en ung adelig Drivert, der betalte forud — og ikke kom igen, eller en ung borgerlig Drivert, der gik et halvt Kursus igennem — og saa blev borte, da Betalingsterminen kom.