36
egenhed, midt i en Tid, hvor Middelmaadigheder klumper sig sammen og danner Skoler, Partier, Kliker og Middagsselskaber.
Det er vel bedst, at vi tager ham ad ovo. Det er jo nu Skik og Brug. Hvorfor da staa tilbage?
Hans Fader havde været Smedemester, og hans Fædre op igennem Tiderne havde nok alle været dygtige, selvstændige Haandværkere af denne selvbevidste, legemlig sunde, energiske Stok, der baade har Agtelse for deres Haandværk som en Kunst, og som tillige tjener Penge derved, Skilling paa Skilling, Daler paa Daler, vel vidende, hvilke Fordringer denne Verden stiller over for en god Fordøjelse og en stor Børneflok, og aldrig sættende Kunstnernykker over Haandværkerstolthed.
Hans Fader var den sidste i den lange Række. Paa ham syntes en Forandring at spores. Legemlig stærk, en dygtig Arbejder, en munter Svend fra Begyndelsen af, med en god Arv, baade af Blod og blanke Dalere, var han bleven udrustet med Fornødenheder og Tilbøjeligheder, der pegede helt ind imod det »moderne«. Han overskred Grænsen, der skiller Haandværk fra Kunst. I sit hele Liv — det var endda ikke saa kort — blev han rigtignok ikke mere end Dilettant; men en glad, levelysten, fuldblods Dilettant var han. Han kunde saa godt som Alt: forfærdige en
