37
kunstig Laas, en hel Gitterport til et Herresæde, et Taarnuhr, en »Figur« paa et Kirkespir, en riflet Kanon, der rigtignok sprængtes, men som dog var den første i sit Slags. Har kunde tegne — især Karrikaturer — men ogsaa alvorlige Portræter i Pastel. Han spillede forskellige Instrumenter — ligefra Klarinet til Orgel; han var en lidenskabelig Sælhundejæger, en ypperlig Skytte, en svoren Mand paa den kgl. Skydebane, Dusbroder med det bedste Borgerskab, ja endog med prinselige Personligheder; en fortræffelig og udholdende Danser — lige indtil Korpulence og endelig Sprængningen af et Blodkar brat afsluttede det Liv, der havde været en lystig, broget, men tillige sikker og gratiøs Dans.
Han havde giftet sig — da han allerede var lidt til Aars — med den eneste Datter af en Organist. Organisten var en stilfærdig, fint modtagelig Natur, indadvendt glad, udadtil en Særling, med dyb Respekt for de klassiske Mestre, Pergolese, Bach, Händel, Haydn, Gluck, Beethoven. Han overskred aldrig Grænsen fra disse ind til de nyere, som vi nu allerede kalder de »ældre«. Han demonstrerede ikke; han havde kun en venlig Hovedrysten; men den var afgørende. Efter en Koncert af Mendelsohn, gik han hen til sin gamle Ven Weyse, for at lette sit Hjærte. Han traf ikke sin Ven; han gik hjem, sad længe hovedrystende i sin Lænestol, slog saa nogle af sine Partiturer op — og døde ganske stille den samme Nat.
