38
Hans Datter lignede ham — men ikke saaledes som Kopi-Børn plejer at ligne en original Fader. Han spillede bestandig; hun spillede ikke, men hun hørte, hørte meget gærne og meget godt efter. Hun var i Grunden munter, men alligevel var der noget hos hende, indeni hende, der holdt igen, dæmpede af. Sygelig var hun ikke; velvoksen, velskabt, med frisk Teint, ikke altfor klare Kinder, smukke, men ikke altfor straalende Øjne. Ætherisk skulde man ikke have Lov til at kalde hende. Man skulde blot se paa hendes Haar — gyldenbrunt, kruset, fløjelstungt, som Palma vecchios Venetianerinder. Der var opbevaret en Pasteltegning, hvorpaa man kunde se det. Portrætet røbede Livsfylde; og Blikket var saa friskt; — alligevel var der noget »bagved«, noget af det, der længes og drages mod noget Fjærnt; noget formodenlig af det, der trængte sig frem som en Anelse hos hende om en tidlig Død.
Det var i Klubbernes Tid, de upolitiske, æsthetisk-borgerlige Sammenkomsters Tid, saadan paa Slutningen af Trediverne. Der havde været en Klub-Koncert med Bal. Den statelige, som Fuglekonge dekorerede Smedemester dansede med hende. Der er allerede sagt, at han var en fortrinlig Danser; hun dansede ogsaa gerne og godt. Han var underholdende, uudtømmelig i Anekdoter — det kunde man den Gang! — og Ugen efter meddelte han sine noget overraskede Venner, at han var forlovet. Han føjede til, med
