39
et Smil over sit rødmussede Ansigt, at han var aldeles utrolig forelsket!
Det nygifte Par levede selskabelig. Velstaaende Dilettanter af det brede Borgerskab, Musikere, Skuespillere, en Klubvært, en Huslæge og en Præst: det var Omgangen.
Efter at Drengen var født, skrantede Moderen lidt. Lægen havde i Grunden ment, at det Modsatte skulde blive Tilfældet. Men da der gik nogle Aar, og Fru Christensen atter fik sit forrige friske Udseende — maaske med lidt klarere Øjne end tidligere — saa tænkte man ikke videre derover. Kun lagde den muntre Smedemester Mærke ti, at hans kønne Hustru skaffede sig de Mynsterske Prædikener, ligesom hun ogsaa foretrak Selskab med Husets Præst fremfor Selskab med Husets Læge, der gerne vilde gøre sig lidt til af sin »Materialisme«.
Tegnelærerens Moder var et religiøst Gemyt med dyb Trang til Noget, der kunde gribe og fastholde, ligesom Theatret, og som dog laa ud over — op over — Scenen. I den Tid var man alle religiøse, ligesom man alle var æsthetiske. Smedemesteren var som de andre. Der var ingen Spaltning i Gemytterne; hverken Søren Kierkegaard, eller Anno 48 havde meldt sig.
Familiens Præst var en fornøjelig Mand: en af disse Præster, som kun de idylliske Tider frembringer, og hvorom Slægten nu danner sig saa vrange Forestillinger.
