40
Han spillede L’hombre, han spiste godt, han græd i Theatret, han gik sin Morgentur. Han deklamerede Oehlenschläger; han læste Calderon paa Spansk, han sang Weyses Romancer med en smuk Baryton; og saa talte han udmærket i Kirken. Han var god imod Fattige, gav mere bort, end han ejede, var i Gæld til Smedemesteren, som selv var i Gæld til sine Skydebanevenner. Det var en Husven og en Hus-Præst, som hverken kunde blive en vranten Pietist eller en dreven Tartufe.
Det var Vinter, klingrende Frost med Slædeføre. Skydebanevennerne gjorde en stor Kanetur til Bellevue. Smedemesteren stod bag paa Enspænderkanen; Fruen sad i Pels og Muffe inden i. Man havde spist og drukket godt, og der var blevet danset. Fru Christensen frøs lidt. Nymaanen skinnede dæmpet hen over Sneen. Stjærnerne funklede deroppe: og rundt omkring Kanen skinnede og funklede, lynede og tindrede alle de Myriader Smaastjærner, som er vævede ind i Sneens hvide, store Kanetæppe.
Smedemesteren knaldede lystig med Pisken og spurgte leende, om hun frøs? Hun hørte ham ikke. Hun kunde ikke faa sine Øjne og ikke sine Tanker fra al den straalende Uendelighed, fra denne »anden« Verden af overjørdiske Tanker, der tindrede hende i Møde gennem Myriader af medfølende Øjne. Hun trak Sløret tættere sammen for Ansigtet. Hun mærkede, at der kom hende Vaadt i Øjnene. Det kunde være den skarpe,
