Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

41

bidende Luft, Kulden forøget ved den susende Fart. Det kunde ogsaa være Taarer — af uopfyldte Drømme, utilfredsstillede Længsler, som som hun selv var saa fjærn fra at gøre sig klar, og som dog vedblev tindrende at spørge efter Svar.

Da hun kom hjem, var hendes Mands Oprømthed steget med Kulden, medens hun selv var bleven altfor tankefuld. Hun kyssede ham til Godnat; han spøgede med hende; hun frøs mere og mere; hun rettede en Opfordring til ham, som han overhørte — og hun faldt, for første Gang under deres Samliv, grædende i Søvn. De Stjærner! De Stjærner!

Hun vaagnede op under Kuldegysninger. Lægen blev hentet; først spøgede han; — hun græd; hun syntes, at Alverden tog al Ting i Spøg. Derpaa blev han alvorlig. Hun havde Feber; Lungebetændelse.

Den næste Dag blev Præsten hentet. Lægen var fra nu af overflødig.

Præsten sad med den Syges Haand i sin, Resten af Dagen og Natten med. Smedemesteren sad henne paa en Stol og hulkede. Med Munterheden var det forbi.

Og med den Syge ogsaa. Ved det svage Morgengry løftede hun endelig Hovedet lidt, vaandede sig svagt, søgte ud i Værelset efter sin Mand, — men der var en Taage for hendes Øjne. Hun trykkede Præstens Haand, saadan som en Døende griber efter den nærmeste, kæreste