43
III.
Professoren.
»Du har at holde Palletten taalelig ren; det vil sige, skrabe den, naar der bliver altfor gammel Skorpe paa den! Og saa vaske mine Pensler. De skal være rene, forstaar Du! Dernæst spænder du Papir paa det Tegnebrædt, sætter dig paa din Hale, sviner ikke Papiret til, maaler dig frem med Blyanten — saadan op for det ene Øje — og tegner saa det Hoved dér, saa godt du kan; det bliver naturligvis skidt nok. Hvad det er for et Hoved? Det er Ariadne, eller hvad Fanden de kalder hende. Ligemeget: tegn hende! Hun er god nok.«
Ivar Christensen var kommen i Lav med Professoren ved Kunstakademiet. Først havde en Slags Formynder for Ivar efter Konfirmationstiden sat ham i Lære hos en Smed. Men allerførst havde han gaaet en god Realskole igennem. Han var flittig i Skolen, noget indesluttet, ikke alt for hurtigt et Hoved; han lærte, hvad han skulde, læste meget der hjemme, tog let baade paa Pen og Blyant — til trods for hans store Hænder og hans ud over Alderen tidlig og stærkt udviklede Kræfter. Formynderen fandt, at Drengen »selvfølgelig« burde træde i Faderens Fodspor. Altsaa Smed. Men der var noget ved Professionen, som ikke smagte Drengen. Der
