Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/57

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

44

kom en Rivning med Formynderen, som klagede over, at nu begyndte Ungdommen at have Nykker. Drengen mente nej; hvorfra skulde Nykkerne komme? Han var hverken fin eller fornem paa det; blot smagte Professionen ham ikke. Han vilde være Konstruktør. Saa kom han ind paa det tekniske Institut, syntes ikke at det var særlig morsomt, men sled i det paa sin alvorlige, sejge og indesluttede Maade. En Aften, da han tegnede efter et stort Gibsornament, kom Professoren fra Kunstakademiet tilfældigvis for at tale med en af Lærerne. Det var en Begivenhed. I de trange Lokalet, med den daarlige Luft, de osende Lamper, under denne Stilhed, hvor en tvetydig Haandværkervittighed blev lavmælt hvisket mellem de unge Mennesker, faldt der en Glans, en Indvielse, noget Allerstormægtigst over Forsamlingen gennem Kunstens Repræsentant.

Professoren standsede bag Ivars Tegnebræt.

»Ikke saa galt! hm! men bredere — bredere — —!«

Og Professoren tog Blyanten, knækkede Spidsen, sleb den lidt rund paa Siden af Papiret — og satte nogle Streger ind i Skyggen.

Fra denne Aften bestemte Ivar Christensen sig for Kunsten.

Han stod nogen Tid efter med bankende Hjærte, Kasketten og en stor Mappe under Armen, uden for Døren til Professorens private Bolig paa Kunstakademiet. Han vidste ikke selv, om han virkelig havde vovet at ringe; derfor