45
ringede han en Gang til. Døren blev rask revet op; Professoren ud. »Hvad vil Du? Skal jeg nu plages? Kunstner … hæ! … Giv hid!« og Bladene i Mappen dansede en ilsom Dans gennem disse energiske Fingre, som Ivar kunde have kysset af Ærbødighed og forfjamsket Tilbedelse.
»Duer ikke! Den gamle Historie! Man vil være Geni, men man vil ikke arbejde. Gaa tilbage til Institutet; lær Perspektiv; lær noget i det hele taget. Bliv Dekoratør, Smed, Bogbinder — hvad Fanden det skal være — men løb ikke mig paa Dørene!«
Det blev en stræng Vinter, et strængt Aar. Men Ivar sled; han lærte Perspektiv, han lærte alt, hvad Institutet kunde lære ham — lidt eller meget, ligesom man tager det. Saa havde han igen samlet sig en Mappe fuld. Men da han en Formiddag bladede dens Indhold igennem, saa løb der ham en kold Gysen ned ad Ryggen. Han saa’ Professorens Fingre behandle Bladene. Han vovede ikke den afgørende Gang til Akademiet. Han gik ud af Byen. Han havde mekanisk stukket en Tegnebog under Armen. Endnu havde han ikke gjort en Streg efter Naturen. Altid Gibsafstøbninger, de dejligste korinthiske Kapitæler — men det faldt ham ikke ind, at man kunde tegne Kronen af et Træ. Hovedlineal, Passer, Distance- og Forsvindingspunkter — han havde kunnet »konstruere« Peterskirken, om det
