48
som lignede Mod. Nu turde han gaa til Professoren.
Han ringede den næste Dag meget svagt og beskedent paa Døren. Han blev lukket ind i et Atelier, men han turde næppe se sig om. Professoren stod foran et stort Stykke Lærred, smurte løs, gned ud med Fingren, tørte sig i en Klud, op i Haaret, paa Frakkeærmet, gik tilbage, frem igen, gjorde en Streg, gik tilbage, smilede og lagde Palletten fra sig. »Naa, min unge Ven! Er det dig igen? … Du vil altsaa være en Michelangelo? Godt! Giv Tid!«
Og Mappens Blade dansede atter Dansen igennem disse mærkelige Fingre. Det var dog en Sagtevals i Dag. Professorens kraftige Profil, den ypperlig knækkede Næse, de lidt fremskudte Læber, Pande, Haat, Nakke tegnede sig mørk op imod den store Rude. Mørkt var dog ikke Ansigtets Udtryk — egenlig ganske venligt — men nu slappedes Trækkene — disse Blade kedede aabenbart den store Mand.
»Aa ja; naa ja! meget flittig … Du kan nok blive Dekorationsmaler! Eller vil du maaske være Arkitekt? Nu har vi snart en halv hundred Stykker … Du kan gaa over paa den anden Side af Gaarden!«
Ivar hørte ikke den venskabelige Anbefaling. Han havde først set paa Mesterens Profil — og saa havde han vovet sig til at se paa Lærredet.
