Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

51

Han var flittig — men han ræsonnerede; det kunde han nu en Gang ikke lade være. Han ræsonnerede — men han var flittig; det laa ham nu en Gang i Blodet.

Professoren havde faaet Orlov paa et halvt Aars Tid. Han var taget til Syden. De øvrige Lærere var ikke saa heldige at vinde Ivars Sympathi. De brød sig ikke videre om den ordknappe, lidt studse Fyr, uden hvor netop deres Pligt bød dem. Selv en Lærer ved det kongl. danske Kunstakademi fordrer en lille Smule Livlighed hos Eleven. Og Ivar Christensen var ikke livlig.

Bedst stod han sig med den mest beskedne af alle Lærerne, en Mand allerede til Aars, der stadig mødte i den samme gamle Frakke med vide Polkaærmer, og i hvis Ansigt man læste lige saa megen mandig Resignation som Græmmelse, Skuffelse — og sandsynligvis Næringssorg.

De to talte saa godt som aldrig sammen — blandt andet af den Grund, at Resignation ikke er meget højrøstet. Men der var en stum Forstaaelse dem imellem; og undertiden kunde den Ældres Blik falde paa den Yngre med et smærteligt Smil: Der vil heller ingen Lavrbær gro for Dig, min Ven!

Alligevel — da dette Blik havde søgt ham et Par Gange, syntes Ivar ikke rigtig om det. Han var dog ung; han ventede, haabede, troede.

Saa kom Professoren tilbage.


4*