52
En Aften traadte han hen bag Ivars Tegnebræt, og da han havde set lidt paa Papiret, sagde han med dæmpet Stemme, saaledes at de nærmeste Elever ikke hørte det:
»Naa; tegner du flinkt efter Naturen?«
Jeg har ikke Tid! svarede Ivar i samme Tonart.
»Ikke? Hvad bestiller du da om Søndagene?«
Jeg læser der hjemme! —
»Har Du Forældre?« —
Nej; jeg har et Hus! —
Professoren maatte le. »Død og Pine. Hvor gammel er du?«
»Nær ved de tyve! —
»Naa; men fordi du har et Hus, kunde du da gærne gaa ud at tegne. Hvad læser du? — Romaner?« —
Ivar tøvede et Øjeblik, saa svarede han:
Jeg læser om de store Kunstnere!
Professoren gryntede lidt; saa lagde han Haanden paa Elevens Skulder og sagde: »Det er bedst, du kommer ned hos mig! Men bliv bare ikke vigtig. Jeg vil i Grunden kun have en til at vaske mine Pensler. Det kan nemlig Pigerne ikke gøre. Og det skal ogsaa læres|«
Saa gik Ivar Christensen hos Professoren om Dagen. Om Aftenen arbejdede han paa Akademiets Skoler. Han avancerede paa Skolerne; han avancerede ikke synderlig hos Professoren. Egenlig talt blev han kun skældt ud