55
saa at sige kunde gaa med Vorherre under Armen uden at føle sig trykket ved Selskabet?
Tiden gik. Og i denne Mands Selskab tilbragte den unge Christensen sin meste Tid. Det blev bestemmende; som i det hele taget den ene Individualitet bliver det for den anden.
En Dag kom de i Disput, som saa jævnlig skete. Ivar blev hidsig, og i Mangel af andet indtrængende Argument brugte han en af de gamle berømte Mestres Navne.
»Hør!« sagde Professoren; »du slaar om dig med disse Gamle. Og stadig er det Malere og Billedhuggere. Sæt dig til at læse Digterne. Dér har du nok for flere Aar. Og naar du er færdig, saa glem dem ikke, men læs saa Historie, gode Rejsebeskrivelser, naturvidenskabelige Ting. Og lær dig tillige et Par Sprog grundigt. Bliv ikke som disse kedsommelige Fyre, der aldrig kommer udenfor Blendrammen — i det højeste til Forgylderen — som evig og . altid sludrer om det samme — og lige saa godt kunde være Skomagere og tygge paa Begrispen og lugte af garvet Lær!«
Der gik nogle Aar. Ivar levede saa knapt som muligt. Hvad han sparede, anvendte han paa at købe Bøger, tage Informationer, tegne og male efter Naturen. Hvad han malede, viste han ikke til Nogen. Hans Tegninger — ogsaa hans Raderinger — kunde de gerne se. Han var selv den strængeste Dommer over sine Frembringelser. Han begyndte at faa et Navn blandt
