56
Kammeraterne; ikke just som den, der frembragte noget Overordentligt, men som den, der laa inde med Muligheder. Selv lo han; han havde vænnet sig til en kort Latter, der ikke just klædte ham. Nærmest frygtede man ham. Han sagde sin Mening rent ud, hæftig, lidenskabelig som Ungdommen, for hvem Relativiteterne ikke ligger. Men han pralede ikke, og han dadlede uden Persons Anseelse. Til sidst blev han den, om hvem man ventede sig noget stort — eller slet intet.
Professoren fik fat i ham. Det var paa Tiden, at han konkurrerede til en Medalje, et Stipendium — »da der jo dog en Gang skulde den Slags Attester!« Og Professoren smaalo, men han æggede ham tillige.
Ivar gik op til sin gamle Lærer, ham med Polkaærmerne, og bad om Forlov til at male et Studiehoved af ham. Billedet blev endelig færdigt. Det passerede Censuren, Censuren havde intet at indvende. Det blev hængt op. Det var Dagen før Udstillingens højtidelige Aabning. Ivar stod selv om Morgenen og saa’ paa, at han blev »hængt op«. Det forekom ham, at han overværede sin egen Henrettelse. Saa kom et Par Professorer. De sagde ham opmuntrende Ord, med nogle smaa venlige Vink — saadanne Fejl, som han allerede selv længst havde set der hjemme. Kammeraterne kom til. De fleste var nærmest overraskede over Resultatet. De havde ikke ventet sig saa meget. En og anden
