57
gjorde en forstandig Bemærkning, som Ivar tiltraadte. Lidt efter lidt talte han sig varm over Fejlene. En kom med den Bemærkning, at han bare ikke skulde være forceret! Ivar vendte sig hurtig og sagde studs: Jeg er ikke forceret. Jeg mener, hvad jeg siger. Det er intet Maleri; det er en koloreret Tegning. Som Tegning finder jeg det meget svagt her — og her. Albrecht Dürer vilde have gjort det saaledes, — og Holbein saaledes! Jeg vil slet ikke tale om Koloristerne! De vilde have betragtet det som en Undermaling, som et Stykke Lærred oversmurt med Terpentin. Og hvad Karakteristiken angaar, saa er det slet ikke — her nævnede han Lærerens Navn — ham! Det er en kedsommelig, gnaven Rad, ikke et Menneske, der har lidt Uret af Livet, eller mener at have lidt Uret. Jeg er ikke forceret. Jeg mener, at jeg vilde ønske mit Billed helt højt til Vejrs, hvor det ikke kunde ses, og ikke paa en god Plads, som det ikke fortjener!
Man lo rundt omkring ham. Han gik. Han gik op paa Moltkes Galleri, derfra alene ud af Byen, ud i Skoven, hvor Vintren brødes med Foraaret, og Foraaret med Vintren.
Paa Eftermiddagen kom han tilbage. Han maatte atter op paa Udstillingen. Han traf kun nogle forsinkede Haandværksfolk, der havde fjærnet de sidste Spor af Ophængningen.
Han gik lige ind til sit Billed. Den sene Eftermiddags flatterende Lys strejfede det. Disse
