58
Træk begyndte at leve, Kødet blev Kød, Øjnene havde det Vemodigt-haabløse, der kæmper med Resignationen Trækkene fortalte en Saga, der ikke var triviel. Blot lidt af Livets Gyldenglans: og denne Mand dér vilde arbejde for sig selv, arbejde for et Navn, og ikke korrigere aandløse Kridttegninger efter aandfulde Ornamenter.
Var det muligt? Var dette det samme Billed fra om Morgenen med alle dens ubarmhjærtig kolde Toner, dens hensynsløse Sandhedssigen? Ak jo. Det var det samme Billed. Her stod en ung Mand foran sit Begynderarbejde. Og han vidste tilstrækkelig, hvem der havde gjort det, hvor svag Haanden var, hvor ringe Evnen — og hvor mægtig forlangende Viljen.
Det nyttede ikke, at det gyldne Aftenskær blev blødere og blødere; Billedet var haardt, maskeagtigt, usikkert gjort og — hvad der var værst — usikkert følt. Det nyttede ikke, at Dagens flygtende Skær blev svagere og svagere, Fejlene sprang stærkere frem. Her stod en ung Mand, der i det mindste havde den Fortjeneste, at han ikke lod sig narre. Der kom en Smærte inden i ham. Ikke Debutantens barnagtige pjattede Klynken. Han havde ingen jammerlig Medfølelse med sig selv. Han trængte ikke til, at nogen nu skulde komme og klappe ham paa Hovedet og forsikre ham, at det dog var en ganske anstændig Begyndelse. Han havde et Øjeblik af en virkelig født og kaldet Kunstners dybe Mistillid til, at Liv og Natur i
