Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

59

det hele taget lader sig udtrykke ved mekaniske Midler. Der var ét mekanisk Middel, som det stod i hans Magt at anvende her, for at overvinde den Fristelse som altid ligger saa nær — at gaa paa Akkord, En Kniv — hans Lommekniv. En, to, tre! Billedet var skaaret ud af Rammen, rullet sammen, stukket under Frakken. Han saa’ kun det mørke, firkantede tomme Rum gabe sig i Møde. Og som en Tyv — men en ærlig Tyv — listede han sig ud af de halvmørke Sale, ned ad den knagende Egetræs Trappe, hjem.

Og dér sad han og læste, og dér laa han om Natten. Men det er ikke sandt, hvis nogen kommer og fortæller, at han ikke sov den Nat. Thi han var kun nogle og tyve Aar; han var Søn af en sund Haandværkerslægt — og han havde gaaet en lang Tur i Skoven paa den Tid af Aaret, hvor Vinter og Vaar slaas med hinanden om at beholde Herredømmet over Muskler, Nerver, Hjærte og hele det menneskelige Apparat.




Den næste Morgen vilde han straks gaa til Professoren og berette det Skete. Men han faldt ind i en lille Samling Raderinger, som en Boghøker bragte ham. Saa løb han til Akademiet.

Flaget vajede fra Taget. Akademiets røde Liberitjenere stod i Porten og spejdede efter de