60
kongelige røde Liberier. Hs. Majestæt kunde ventes hvert Øjeblik. Oppe i den forreste Sal traf han den hele Forsamling af Akademiets Professorer og Medlemmer i Galla. Forsamlingen var ikke blot i Galla — som endda ikke klædte alle lige godt — men ogsaa i synlig Oprørthed, Forvirring, næsten Lidenskab — hvad der var et Særsyn, og som heller ikke klædte alle lige godt.
Hvem kan have gjort det? Det er skammeligt! Det er Révolution! En Drengestreg! Det er uværdigt! … —
Ivars Professor, der fungerede som Direktør, gik lige imod ham:
»Naa, der er De!« Han sagde »De« ved højtidelige Lejligheder. »De véd det maaske allerede? Nogle nette Kammerater, De har! En nydelig Anstalt! Har De nogen Ide om, hvem det kan være?« ... .
Ivar Christensen saa’ paa ham og sagde:
»Jeg har selv gjort det!«
Det var løjerligt at se Udtrykket i disse Ansigter, hos denne Forsamling af Kunstens Ypperstepræster, Præster, Klokkere, Gravere og Bedemænd. Her var de magre Pergamentspersoner med de ubevægelige Træk — Okkerfarve, der havde faaet en tør Hinde over sig. Om de antike Afstøbninger i Solennitetssalen var begyndt at danse en fallisk Runddans: Pergamentsansigterne vilde næppe have fremvist saadanne Trækninger, som ved Ivars Ord. Her
