62
ærgerlig Anstrængelse de to vrede Knuder i Panden til at være skikkelige — og saa gik han ud paa Trappeafsatsen, for at modtage Landets Konge og Kongens Kone, der tilfældigvis ikke førte: Titel af Dronning, men som dog ogsaa kunde have Lyst til at se paa Udstillingen og hjælpe Kongen med at gøre Indkøb.
Ivar gik om Eftermiddagen ned til Professoren.
Professoren havde kastet sin sorte Kjole hen i en Lænestol og stod, iført sin Arbejdsfrakke, med Pallet og Malerstok foran sit Lærred. I den opslaaede Malerkasse, der hvilede paa fire tilsmurte Ben, laa Ordensbaand og Ordner.
Ivar faldt ham straks i Ordet. Han havde tænkt nøje over, hvad han vilde sige. Han forklarede, hvad der havde rørt sig i ham, medens han stod foran sit Billed. Han endte saaledes: Hvis det ikke kan lykkes mig at gøre Dem forstaaelig, hvorledes og hvorfor jeg kom til at gøre det, saa maa jeg nu sejle min egen Sø og rimeligvis sige Kunsten Farvel, lige som jeg nu siger Dem Farvel. Det sidste vil være mig det drøjeste. For der er intet Menneske, jeg i den Grad har Respekt og Hengivenhed for, som Dem, Hr. Professor. Naar De mener, at jeg har handlet som en Dreng — saa er det ganske overflødigt, at jeg søger at overbevise nogen anden om det modsatte! —
Professoren kradsede sig bag i Nakken, slængte sin Pallet paa Bordet midt i Over-
