Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/76

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

63

svømmelsen af Studier og Skitser, gik op og ned ad Gulvet, standsede foran Ivar:

»De er en sær Patron, Christensen! Men dér er min Haand! Jeg skal søge at klare Sagen hos dem der oppe — saa godt jeg kan. Men Dem vil jeg bare sige, at De har plantet Torne og Brændenælder for Dem — hvis De ellers forstaar det Blomster-Sprog? Roser maa De ikke vente Dem — saa meget kender jeg Dem nu! Og — naa ja … lad os ende denne Sludder! De er en brav Gut — men en stædig Æsel er De. Kom igen i Morgen. Nu maa jeg se, om jeg kan male noget af Repræsentationsluften ud af mig!« 

Derpaa gik Ivar til Læreren, ham, som havde siddet Model for Studiehovedet. Han havde synlig haft en lidet opbyggelig Dag og Nat ved den Historie. Selvfølgelig havde han tænkt sig det Værste — at Avind, Skadefryd, smaaligt Drilleri havde udsét ham til Skive. Han hørte stilfærdig paa Ivars Forklaring, modtog hans Undskyldning og rakte ham Haanden, da han gik, med dette vemodig-resignerte Smil, hvori der laa en bitter Trøst: For Dig vil der heller ingen Lavrbær gro, min Ven! —

Det syntes, at Professoren skulde faa Ret. Man debuterer nu engang ikke paa »den« Maade inden for Landets Kunst. Enten er man en Skrue, som ingen kan omgaas, eller en Vigtigmager, som ingen har Lyst til at omgaas. Eller man er begge Dele tilsammen — og hvor