70
fra Tjæren, fra de store Partier Flaadholt, som hele Bagkælderen var stuvet fuld af. Men man kan vænne sig til meget, især naar Husets Skatter og Reparationer dog skal betales ved en af Lejerne. Christensen maatte for øvrigt le hjærtelig, da Urtekræmmeren en Dag kom og klagede — i al Alvor og Højtidelighed — over denne Fyr der nede i Kælderen, som stank saa forbandet!
Jamen, han. betaler mig Lejen! — sagde Christensen og viste sin Række hvide, stærke Tænder midt imellem det brunlige, krøllede Mund- og Hageskæg.
Jeg vilde kunne betale den dobbelte Leje — sagde Urtekræmmeren og slog sig for Brystet — hvis han ikke jog alle Kunderne fra mig. Min Forretning er baade anstændig og renlig! —
Aa, hvad Anstændigheden angaar …? —
Hr. Christensen! jeg maa bede Dem erindre, at jeg er Officer! —
Dette blev sagt med et Udtryk, som den snilde Urtekræmmer havde laant fra en yndet Komiker ved et nys oprettet Sekondtheater. Vært og Lejer lo ad hinanden — men Hørkræmmeren blev boende i Kælderen.
Hr. Christensen sad selv paa første Sal og holdt med Nød og næppe Huset gaaende. Han brugte lidet for sin egen Person, hvad Mad, Drikke, Klæder og Fornøjelser angaar. Men der gik ikke saa lidt med til hans Samling af Raderinger, Bøger, Farver, Lærreder og andre
