77
slog sig for Brystet, sprang op og strømmede ud, for med Sværd og Guld at løskøbe den Grav, der gemte Ydmyghedens Gud, født i en Krybbe.
Han læste. Han begyndte at føle Historiens Bølgegang bære sit Tankens Skib.
Og da Middelalderen ret var bleven forstenet og øde og gold, saa vaagnede han atter med de nyvakte gamle Guder og herlige Mennesker. Hvor han følte Kilden i sig selv — Fornyelsens! Hvor han begreb denne Michelangelo og denne Rafael! Aldrig havde han set andet end Træsnit, Kobbere og Fotografier af dem; men han forstod dem, fordi han havde forstaaet Grækerne — af hvem han dog havde set Afstøbningerne i Antiksalen og deres Slægtninge i tredje, fjerde Led: Thorvaldsens Musæum.
Og han forstod Venetianerne, som om han havde indaandet Lagunens Luft og inddrukket dens Himmels smeltende Farver. Og rask steg han over Alperne, mødtes med Dürer og Holbein, med Cranach og med Vischer som med noget Hjemligt. Det var noget andet nu, end da han som Akademielev havde slaaet om sig med disse Navne. Nu havde han Sammenhængen; han havde selv prøvet at arbejde, havde følt sig kuet af de svimlende Vanskeligheder, men han kunde nu vurdere!
Og han havde Blod — det følte han — fælles med disse Nederlændere, som han gæstede i deres Malerstuer og paa deres Værtshuse, efter
