86
Sejren var hurtig vundet. Den danske Kunst var bleven »national«. I Grunden lidt løjerligt! Den var saamænd national nok …. bare den var bleven ret hensynsløs, ret blodrig, stærkt-bevæget, fantasifuld, oversvømmet med Personligheder — tænkte Ivar Christensen.
Den blev oversvømmet med et nyt Dogme. Det var Prædikanten, som havde bragt det ind. Han havde maaske blot ikke stort Apparat nok at virke paa. Man stamper nu en Gang ikke i et lille Samfund en Række Personligheder frem af Jorden. Jorden er en god Moder — men ogsaa hun fordrer Tid; ja der er endog nogle, som ere plumpe nok til at mene, at hun fordrer Gødning.
Unægtelig havde det været bedre, om der iblandt de romafarende Kunstnere, endnu medens de var unge, af sig selv var opstaaet den nationale Trang, nemlig til at blive hjemme, opgrave Skatten der, hvor de var født! Nu var de næsten alle »Akademikere«, da Opraabet kom til dem. Og saaledes var det egentlig Akademiet, som blev nationalt — tænkte Ivar Christensen.
Det var et Parti — et med ret drakoniske Love. Man indrettede sig, man havde sine Mæcener, man havde sine Aviser, sine Trompetere, man havde de mere kølig beregnende Officerer, de blot lystrende Underofficerer og de fanatiske Menige. Man havde selvfølgelig ogsaa sine Modstandere — uden saadanne skulde Pokker være paa Parti! Men Modstanden var svag; den
