Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

8

Alberti.

Man kan ikke ved en almindelig Betragtning af Albertis politiske Virksomhed komme til andet Resultat, end at han er en meget uklog Politiker, der ganske vist har vist Konsekvens, forsaavidt som han altid har været paa den fejle Side. Men fordi hans Politik har været uklog, derfor kan den gjerne være hans Overbevisning, og da dette virkelig er rimeligt, maa man respektere ham som Politiker.

Alberti er ikke nogen videre flittig Folkethingsmand, hans mangehaande omfattende Forretninger lægge naturligvis stærkt Beslag paa hans Arbejdskraft. Han taler med Lethed og har et kraftigt og tydeligt Organ. Naar den stive Mand med det strænge Ansigt og det store hvide Halstørklæde rejser sig midt ved det af Venstremænd optagne Bord, hvor han har Plads, gjør man vel i at høre efter med Opmærksomhed. Hans Form er god og prunkløs, og Indholdet er i Reglen hvast og spidst, ret saaledes som Tilhørerne synes om. Han er i Almindelighed temmelig kort i sine Udtalelser, og kun naar han henfalder til saadanne Kjæpheste, som Fæsterne Paa Sorø Gods eller Sorø Skove eller andre Sorø vedkommende Ting, kan han blive bred og trættende. Han giver sig ofte i Diskussionen store Blottelser, hans Logik hugges for let igjennem, og hans Sagkundskab er alt andet end uangribelig; derfor øver han altid en ringe Indflydelse paa Debatten. I de større Sammenstød er han bedst, hans haarde Stemme kan da forlene Spidserne med den Kraft, Situationen fordrer, og hans Voldsomhed har da en gunstig Baggrund. I et Aftenmøde for et Par Aar siden, hvor Striden ret blussede op, kjæmpede han saaledes ikke blot med Kraft og Eftertryk, men ogsaa tilsyneladende med Virkning.

Der er noget Jakobineragtigt ved Albertis Person; han gjør paa Tilskueren et haardt, strengt, noget frastødende Indtryk. Men dem, der kjende Manden nærmere ville vide, at der bag det haarde Ydre banker et varmt Hjerte. I personlig Berøring med ham skal det Haarde svinde bort og en venlig, tjenstvillig og human Optræden være det Fremherskende. Det er meget rimeligt, at det er saa; man ser det jo saa ofte, og der er meget hos Alberti, der tyder paa det. Han er ganske sikkert en hæderlig og rettænkende Personlighed, hvis Blik kun hildes af en blind Partifanatisme. I Svovlsyresagen, hvor der rettedes