Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

92

husker ham godt som lille Dreng, hos Faderen. Men jeg træffer ham altså ikke i Dag?“

Eva så på ham. Han havde kendt Helges Fader og set Helge som lille Dreng. Dér, i de tågede Øjne levede han, tyst og spinkel, uomskiftet af Årene, i hin vinterskumrende Stue.

Hun greb Hildings Hånd, som fangede hun Helges gennem den.

„Fortæl mig om Helge, om den Gang, hvordan han da var!“

„Hvordan, å — Frue, jeg så ham jo kun nogle få Gange. Men han sad derhenne ved Vinduet mod Gården, ved et lille Bord, mens Faderen lå på Sofaen med sine Bøger. Han var en lille, stille Dreng med langt Hår, han sad og legede eller tegnede eller lyttede til, hvad vi talte om, med Hånden under sin Kind og med Øjne, som forstod han os.“

Helge, min Elskede, lille, stum, lyttede du i Skyggen fra de høje Bogmure, med den nøgne Top af Linden over Ruden, som om du forstod to brudte Mænds Tale!

De var begyndt at gå ned ad Stien mellem Granerne.

„Nej, Fru Kolind, meget kan jeg ikke fortælle og jo ikke noget, De ikke véd.“

Hun så pludselig op.

Solskinnet dernede over Skoven var slukt. Løvet glødede i den grålige Skumring. Bladene flagrede tæt.

— som De ikke véd. Han troede, hun ejede det alt, også Barnet Helge, det døde og altid levende. For hun var jo hans Hustru —

„Er De gift?“ spurgte hun pludselig.