Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/106

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

94

Riborg Crum — Eva lukkede Øjnene, mens hun vedblev at vandre frem ad den mossvuppende Sti mellem de røde Blade — i de sidste tre Uger var hun kommet der hveranden Aften.

Helge havde stået over hende ved det ryddede Spisebord og ledet de perspektiviske Tegninger, mens Eva sad ved sit Sybord og syede Helges og sit Navn på de sidste Servietter.

Kun Helges korte Ord, af og til, Øllegårds Trin i Køkkenet og Løvets sagte Hvisken.

Riborg løftede ikke Hovedet og talte ikke. Hendes lange, hvide Hånd styrede Blyantet kejtet. De smalle Læber sugede sig sammen, og Øjnene dulgte sig under Vipperne.

Pludselig gav Blyantet et Sæt, en Krampe jog op over Skuldrene og den bøjede Nakke. Da løftede hun Hovedet lidt og så til Siden, med tæt klemte Læber. Det hvide Ansigt plettedes og huledes af sorte Skygger.

Hun lignede i de Øjeblikke halvt et sygt Barn og halvt en grublende Sibylle. Og Helge kunde da stå og se ned over hende, over hendes slanke, hvide Hals, hendes store, sorte Hår, med sit mørke Blik, fortabt — men ikke i hende, nej, i sig selv eller — ja i Smerten.

Å — Eva slog med Skospidsen til en gusten Paddehat — at de kunde!

Smerten, hvad var den andet end Synd for de Levende?

Hun så sig pludselig sky omkring.

Borte mod Himmelgrået brændte Skoven, lang og rød.