97
Løv, hans Arm sunket ned i Blade og Græs. Skæret glødede hedt om ham.
Kun Bladenes Knitren, som af Luer, der brændte. Ikke en Gang hans Åndedrag. Han sov ubevægelig, med Penslen klemt mellem Fingrene. Egene syntes at brænde tættere og tættere ned over ham.
Pludselig så hun op.
Dér, i Maleriet, gled en Skikkelse bort, knap synlig i Buskenes Brand, en Kvinde, set fra Ryggen, med hvid Hånd. Løvet dryssede sin Glad om hende. Hun så ned til Siden, hendes Ånde blånede som Frostrøg.
Eva klemte Hænderne sammen.
Kvinden dér gik, det var Riborg v. Crum.
Hun veg pludselig et Skridt tilbage. Hun vilde bort herfra, hvor han lå og sov i Skoven, som han lod hende, den Fremmede, visne om sig, bort herfra dette Dyb af Blod og Brand, ud til den store Himmel, ud til sig selv!
Pludselig fløjtede en Fugl langt inde. Et stille Fløjt. Og tav.
Men Eva lyttede med knugede Hænder, med Tårer i Øjnene.
Den Tone, af Fortrøstning, af Tålmod: Skoven brændder, Skoven brænder om os! Men bi, å bi: den vågner sommergrøn ad Åre!
Hun knælede ned med sin Mund mod hans Kind.
Å du Barn, du Elskede, sover du dér, i din Moders blodigtrøde Skød, din tunge Søvn?
Å, jeg våger, og jeg bier, til du vågner og ser Sommerskoven og mig, som grønnede den om dig.
